fredag den 26. januar 2018

Dansk Folkepartis sidste chance

Det er godt nyt, at blå blok vandt valget i går


Det er godt nyt, at blå blok vandt valget i går. Sejren var nogenlunde klar, og alene den mærkværdige situation, at alle fire nordatlantiske mandater gik til rød blok, gjorde, at det samlede resultat er det tættest mulige, nemlig 90 mod 89.
Dansk Folkeparti stormede frem til over 21 procent af stemmerne, markant mere, end de efterhånden håbløst upræcise meningsmålinger spåede. Der er grund til at glæde sig over Dansk Folkepartis valgsejr, men ikke af helt de samme grunde, som partiets varme tilhængere ellers vil hæfte sig ved.
Det er glædeligt, at over en femtedel af vælgerne nu er så bekymrede over den førte udlændingepolitik, at de blandt andet derfor vælger at sætte kryds ved liste O. Det viser, at den nuværende politik bliver mere og mere uholdbar. Ganske vist var Dansk Folkeparti ikke gået så meget frem, hvis ikke Lars Løkke Rasmussen havde vist sig som en mand med så ringe evne til at kende forskel på egne og skatteydernes penge, at jeg personligt ikke ville købe en brugt bil af ham. Men det ændrer ikke ved, at det blev Dansk Folkeparti, der høstede gevinsten, ikke De Konservative, som tidligere var det naturlige valg for mange venstrevælgere, hvis krydset blev flyttet.
Dansk Folkepartis 37 mandater – tre mere end Venstres 34 – gør det noget nær umuligt for Dansk Folkeparti at undslå sig at indtræde i en regering ledet af Venstre. Hvem ved, måske det bliver en flertalsregering med alle de borgerlige partier, men jeg hælder til en V-DF regering. Og nu bliver det helt afgørende for Dansk Folkeparti. Hvilken politik kan de nemlig føre, når de er bastet og bundet af det regeringsgrundlag, der kan opnås enighed om med Venstre?
Intet tyder på, at Dansk Folkeparti vil stille ufravigelige krav til Venstre om, at udlændingepolitikken strammes, så det virker. Flygtningekonventionen og underdanigheden over for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vil forblive uantastet. Ej heller vil Dansk Folkeparti kræve permanent grænsekontrol genindført. 
Når det i de kommende par år kommer til at stå krystalklart for vælgerne, at heller ikke en regering med deltagelse af Dansk Folkeparti evner at bremse massetilstrømningen nævneværdigt, vil flere og flere se sig om efter alternativer. 
Og når den tid kommer, vil Dansk Samling være opstillingsberettiget til det næste valg til Folketinget. Dansk Folkeparti ved godt alt dette, men partiet er fange af sin egen succes. Et regeringssamarbejde vil udstille Dansk Folkeparti som et rent magtparti, der vil gå på kompromis med næsten hvad som helst for at sidde med ved bordet, skønt det betyder, at partiet netop ikke har magt, hvor det er allervigtigst; kampen for Danmarks fortsatte selvstændighed som et frit land for det danske folk. 
Dansk Samling vil vide at kende sin besøgelsestid næste gang, danskerne skal stemme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

De røde medier

Videnskabeligt bevist Videnskabeligt bevist er det ikke, men en netundersøgelse i avisen.dk to dage før valget med næsten 10.000 deltagend...