Hjælper nedsatte ydelser?

Hvem har umiddelbart mest ret, Inger Støjberg eller Zenia Stamperne?

Jeg hælder indtil videre, måske overraskende for nogle, til, at de ansvarsløse har ret meget ret i, at nedsatte ydelser kun vil have en begrænset effekt på massetilstrømningen til Danmark. Alle konventioner overholdes, og det vel at mærke med en fortolkning af disse konventioner, der er lig kulturelt selvmord. Alle i den vide verden kan troppe op ved den danske grænse og udtale ordet asyl, og vupti, har den danske stat forpligtet sig selv til at bevise, at den pågældende ikke er i fare og såmænd også, at vedkommende ikke bor i et land i krig, eller i et land med en meget lang militærtjeneste, eller i et land med…

Det kræver ikke nogen videre veludviklet fantasi at regne ud

Det kræver ikke nogen videre veludviklet fantasi at regne ud, at der med ca. 60 millioner flygtninge for nærværende ikke er nogen rimelig grund til at tro, at asylstrømmen til Danmark vil falde betragteligt, blot fordi den skatteyderbetalte ydelse nedsættes. Til Politiken siger en i øvrigt politisk korrekt forsker ude på overdrevet Martin Lemberg-Pedersen meget rigtigt følgende:

”I for eksempel Tyskland modtager asylansøgere meget mindre ydelser end i Danmark. Alligevel modtager Tyskland mange flere flygtninge, end Danmark gør. Hvordan vil man forklare det udelukkende via størrelsen af ydelser?”

Han har da vist en pointe, den gode forsker. Tyskland påregner at modtage 450.000 asylsøgere i 2015. Tysklands befolkning er ca. 15 gange større end Danmarks. Selv når dette forhold medtænkes, svarer 450.000 til 30 gange det antal, som Danmark modtog i 2014, nemlig knap 15.000.

Så nej, Inger Støjberg, og I andre

Så nej, Inger Støjberg, og I andre. De nedsatte ydelser vil ikke få asylstrømmen til at falde væsentligt. Dertil er Europas nærområder i enten kaos eller bare så meget fattigere, at det uanset ydelsens størrelse er voldsomt attraktivt at søge hertil…så længe vi giver lov til det.

Kun et fuldstændigt stop for asylsøgere hen over Middelhavet kan standse den kulturelle og økonomiske ødelæggelse af Europa, der finder sted i disse år. Det vil Inger Støjberg snart sande, og så får hun og de borgerlige partiet et alvorligt forklaringsproblem.

Quo vadis, Europa?

Når man ved bare noget om udviklingen

Når man ved bare noget om udviklingen, når man kender blot nogle af tallene for verdens skæve gang, bliver man ganske stum. Så ved man, at vi er på vej mod kaos i Europa, og for så vidt er kaos her allerede, men tro mig, når jeg siger, at vi slet ikke har set det værste. Slet, slet ikke. Med mindre naturligvis, at alvoren meget snart går op for vore politikere.

Indtil for kort tid siden forekom det vel de fleste, at presset mod Europa først og fremmest kom fra den muslimske verden, især den arabiske verden. Det er sandelig heller ikke forkert, at millioner og atter millioner arabere kunne tænke sig at komme til Europa. Man kan ikke fortænke dem i det, når man ser på den mængde fejlslagne stater, som denne del af verden huser. Men man kan bebrejde vore ansvarsløse politikere i at tillade, at så mange af dem kommer op til os.

Afrika er problemet

Det er ikke først og fremmest fra de arabiske lande, at truslen mod Europa består. Vi skal lidt længere sydpå. Det afrikanske kontinents befolkning vokser med en hast så uhyggelig, at håndfladerne bliver klamme. Om sølle 35 år, i 2050, spås kontinentet at huse rystende 2,4 milliarder mennesker (mod ca. 1,2 milliarder i dag) og i år 2100 4,2 milliarder. Der er selvfølgelig tale om skøn, der kan ændre sig lidt op eller ned, men fortsætter udviklingen, er det det niveau, vi taler om.

Et kig på de afrikanske landes BNP siger langt det meste. Det er det købekraftkorrigerede BNP, der er relevant, da det bedste afspejler, hvad man rent faktisk kan købe for sine penge. Samtlige afrikanske lande bliver på den måde rigere pr. indbygger. Eftersom lønningerne er lave, kan de fleste varer også købes relativt billigt.

På trods af dette er billedet mistrøstigt. Kun tre afrikanske lande havde i 2014 et købekraftkorrigeret BNP på mere end 20.00 dollars pr. indbygger. I Europa har 30 lande et købekraftkorrigeret BNP på mere end 20.000 dollars pr. indbygger. Så mange som 22 afrikanske lande har et ekstremt lavt BNP på under 2.000 købekraftkorrigerede dollars pr. indbygger.

Den økonomiske vækst i Afrika syd for Sahara lå i 2014 på 4,5 procent. Da befolkningerne i gennemsnit vokser med ca. 2,6 procent, bliver der mere til den enkelte, men det er slet, slet ikke nok til at holde afrikanerne hjemme. Selv i et så relativt velfungerende land som Senegal ønsker en stor del af de unge at udvandre til Europa.

Quo vadis, Europa?

Hvor går du hen, Europa? Hvis Europa tillader blot lad os sige en fjerdedel alene af stigningen i den afrikanske befolkning frem mod år 2015, taler vi om 300 millioner mennesker. Et sådant tal er ikke urealistisk, idet presset mod Europas grænser må antages bare at vokse og vokse i de kommende år. Sker dette, er Europa de facto død og borte som hjemland for europæerne. En lille overklasse kan leve i indhegnede områder, mens de er vidner til, at middelklassen bliver mindre og mindre. Vold, kultursammenstød og tab af uoprettelig tillid vil blive normen.

Det er fuldstændigt sikkert, at det vil gå nogenlunde sådan, hvis Europa fortsætter med at tillade millioner af indvandrere at tage hertil. Årtiers erfaringer fortæller, at det vil blive sådan, ”bare” i meget større skala.

Hvordan de europæiske politikere indtil videre går i spidsen for et sådant moralsk forræderi mod de europæiske folk, er gådefuldt.

VELFÆRD MED PISK, UDEN NOSSER

For to uger siden gik jeg på Nørreport station på vej mod S-toget

For to uger siden gik jeg på Nørreport station på vej mod S-toget. Foran Irma står der en hjemløs og råber energisk op om at købe avisen, med friske paroler. Ikke på nogen irriterende måde. Som fundraiser bag en telefon og som én der adskillige gange har stået på gader og stræder og delt flyers ud, fik jeg respekt for ham. Han brød min mandags-ignorance og min iver for at komme hjem. Jeg stoppede op, og gik hen til ham: ”Jeg vil sgu egentlig godt købe en avis”, og stak den i siden på skoletasken. Ja, der er vel ingen grund til at skjule, når man har snøvlet sig sammen til at købe Hus Forbi. 

Jeg satte mig i toget og begyndte at læse. Skimmede de første sider hurtigt. Og så minsandten på side 5: ”Skat klipper de skaldede”. Undertitlen sagde det hele: ”Mens aktieejere uhindret har kunnet snyde for 6,2 milliarder kroner, holder SKAT kort snor i socialt udsatte med gæld til det offentlige – endda hjemløse, som sidder i fængsel”. Jeg har lavet kampagne og advokeret mod skattely. Jeg har en mor, som arbejder i SKAT og som tydeligt har været frustreret over den evigt overhængende trussel om fyring, selvom hun og hendes kolleger udmærket vidste, hvordan de hver især hev deres løn hjem til SKAT flere gange. Og min mor har været frustreret når småbeløb under 100kr. skulle håndteres på lige fod med langt højere beløb. 

Foran mig læser jeg nu med stor iver en artikel, der oplyser at SKAT går efter 185.000 danskere vurderet helt uden betalingsevne nu og i fremtiden. Den siger videre, hvordan man har tvangsinddrevet gæld fra kontanthjælpsmodtagere i strid med reglerne. Det understreges meget sigende med artiklens illustration. To skattemedarbejdere fryder sig over at have pågrebet en lille dreng, der har snuppet et æble, men bag ryggen på dem står to jakkesæt og saver flere træer ned. Lastvognen røber, hvor godset ender: ”Schnyd og Humbug, Cayman Islands”. 

Artiklen påpeger hvordan politikerne har skåret ned på SKAT fordi de ikke har haft kendskab til området, så de har kunnet håndtere det rigtigt. Nu står vi så i suppedasen. De dengang 6,2mia. kr. er blevet til mindst 9 milliarder. Fordi man ikke har kunnet nosse sig sammen til at gå efter de steder, hvor de store penge er. Fordi man har helliget virksomheder enten af frygt eller simpelthen fordi, at man har større tillid til et sort jakkesæt end en sort hus forbi jakke. 

Jeg bliver møgfrustreret over at vide at man i årevis har gjort en stor indsats ud af at jagte de små, de som har nok problemer i forvejen, og som vores indbetalte SKAT egentlig burde er her for at hjælpe videre i stedet. Samtidig har politikere skåret ned på inddrivelsen og man har ikke turdet og ikke haft ressourcer til at prioritere at gå de store virksomheder på klingen. De, som flytter milliarder væk fra fællesskabet, mens de går diskret til håndvasken og får en manicure oveni. Prioriteringen er forkert, den er forkastelig. Den må ændres. 

Her til morgen så jeg skatteministeren i Go’ morgen Danmark. Jeg glæder mig meget over takterne. Skatteminister Karsten Lauritzen slog fast, at SKAT skal gå efter de steder, hvor der er mange penge at hente og mindre om de bittesmå beløb. Enheden der holder øje med multinationale virksomheder er opgraderet fra 15 til 50 ansatte. Mange penge er tabt og meget skal ændres i SKAT. Der er håb for et mere retfærdigt system. Minister, SKAT og de store skattesnydere især: 

Vi, folket, vi holder øje med jer.

HVOR BLEV DE VISIONÆRE POLITIKERE AF?!

JEG ER TRÆT AF FLYGTNINGE

Den seneste tid har der været meget debat om flygtninge og deres påvirkning på Danmark

Den seneste tid har der været meget debat om flygtninge og deres påvirkning på Danmark. Om hvor meget de fylder, hvad de ikke vil spise og hvor de ikke vil bo.

Personligt er jeg træt af flygtninge. Træt af, vi bruger milliarder på bistand, når hundredtusind mangler job. Træt af, vi skal huse dem, når unge må bo hos bekendte, når de starter på studiet. Træt af at bespise dem, når ældre får vakuumpakket mad.

Så jeg tænkte på, vi burde stoppe med at skabe flygtninge?

Med krig, skattesvindel og forurening af klimaet træffer enkelte personer valg, der skaber millioner af flygtninge. De starter krige i Irak, hvor fattigdom, sult og mismod bliver tilbage, når bombernes ekko stopper. De snyder i skat, så hver indsamlet krone vi sender til Ghana hilser på syv kroner på vej hjem til rigmændenes skattely. De ødelægger klimaet, så folk i Bangladesh må se deres huse stå under vand. Noget, ingen ønsker, men vi alligevel accepterer.

Vil vi stoppe flygtningestrømmen, må vi stille bagmændene til ansvar og gøre op med deres metoder. Her taler jeg om de i mængden af oliefirmaer, politikere, milliardærer eller andre, som måtte skjule sig bag pæne, men misledende ord som ”jobskaber”, ”skattehul” og ”nødvendighed”. De sande ord er ”pengegrisk”, ”svindel” og ”krig”. Vi må gå fra krig til diplomati. Fra olie til vind. Fra uret til ret.

Jeg er træt af flygtninge. Ikke fordi de ikke er gode mennesker og vi ikke har plads. Ikke fordi det ikke er det eneste rigtige at gøre. Men fordi de minder mig om, at valg og handlinger har nogle frygtelige og meget reelle konsekvenser. Skattesnyd har konsekvenser. Udnyttelse af fattige lande har konsekvenser. Sort industri har konsekvenser. Krig har konsekvenser. Jeg ville ønske for Danmark, at vi begyndte at kræve de rigtige handlinger og fik mindre at blive mindet om. At vi ikke blev brugt som nikkedukker. At vi stillede bagmænd til ansvar i stedet for ofre; George Bush, Shell og Lehman Brothers i stedet for de millioner af mennesker, der nu er flygter.

For uanset hvor træt jeg er af flygtninge – så ville jeg være langt mere træt af at være på flugt.

VENSTRE VIL REDDE ’STAKLERNE’ I UDKANTSDANMARK

De liberale venstrefolk har knapt nok snøret de nyindkøbte ministersko, før man stolt begærer, hvordan man vil deportere offentligt ansatte til områder af Danmark, der åbenbart er så øde-lagte, at ingen af fri vilje formodes at ville tilbringe tilværelsen her. Man skulle næsten tro, at Danmarks Liberale parti har ladet sig inspirere af sovjetisk model i sin seneste politikudvikling. Uden hensyn til de grundlæggende liberale værdier, de ellers ynder at lovprise, vil man lade staten diktere, hvordan samfundet skal arrangeres og fungere. Hvor er frihedstanken i det, Venstre?

Det tungeste argument synes at være, at det blev lovet under valgkampen, og med fuld skrue på ironien må jeg medgive, at det da er et ganske godt argument. Nogle mener endda at hævde, at det kan være et eksotisk eventyr for de kommende ’deporterede’ statslige ansatte at stifte bekendtskab med ’udkanten’, hvilket jeg fristes til at indrømme, er et, om muligt, endnu bedre argument.

Rationalet er, at man ved udflytning af en række statslige institutioner kan kurere den politiske hovedpine, at Danmark eftersigende er ved at blive delt i to. Man vil yde bistand i store områder, der i folkemunde går under navnet ’Udkantsdanmark’, for at sikre deres grundlæggende overlevelse. En tankegang, man sjovt nok helt har afskrevet, når det gælder diskussionen om ulandsbistand.

Man vil reparere sprækkerne, før Danmark knækker over i to

Politikerne mener imidlertid, at den truende opsplitning af et ellers engang så yndigt land, kan og skal kureres ved at flytte en række statslige arbejdspladser til yderkanten. Og helst skal hele denne såkaldte ’udflytning’ gå hurtigt, som det gør, når symbolpolitik er bedst. Men det virker hverken konstruktivt eller politisk bæredygtigt. Liberalismen prædiker, at frihed skaber det bedste samfund, men hvis man tvangsallokerer ikke blot institutioner, men også mennesker, på steder, hvor staten finder det mest fornuftigt, underminerer man ikke blot friheden, man risikerer også, at projektet slår fejl: Man risikerer, at de dygtige mennesker, man forsøger at flytte, ikke vil med. Man risikerer, at medarbejderne bliver tilbage, og institutionerne således udvikles til en slags pseudo-styrelser, hvor hverken de lokale ansatte eller de magtfulde i centraladministrationen kan redde dem.

Og tager man de direkte omkostninger forbundet med en praktisk flytning samt maratonlange perioder med oplæring og forsøg på rekruttering af kvalificeret arbejdskraft, er det svært at overskue, ikke bare hvornår sociale, funktionelle og økonomiske udgifter er dækket, men hvornår det decentrale statsapparat igen vil fungere optimalt.

Der er videnskabelig belæg for, at udflytning af nogle styrelser kan udvikle positiv synergi mellem uddannelsesinstitutioner, det private erhvervsliv og den offentlige administration, men det er afgørende, at man formår at angive, at der ligger faglige synspunkter til grund for udflytningerne.

Man skal ikke blot flytte arbejdspladser til udkanten, fordi man er bange for, at dem, der bor uden for København – eller i bedste tilfælde Storkøbenhavn, føler sig uden for. Man burde i stedet forsøge at integrere udkant og center, således at sammenhængskraften styrkes, og det samlede Danmark bliver rigere. Det gøres ikke bedst med en hurtig symbolpolitisk beslutning, men derimod ved at lytte til det, befolkningen i virkeligheden vil have: Langsigtet, løsningsorienteret politik!

TÆNK HVIS REGERINGERNE OGSÅ TØR PÅTAGE SIG ET ANSVAR, NÅR DET KOMMER TIL VIRKSOMHEDSSKAT (ELLER MANGEL PÅ SAMME)

Her til morgen blev trolden i maven vækket hos mig

Her til morgen blev trolden i maven vækket hos mig, da jeg sad og genså TV-avisen fra onsdag aften. Første og største punkt på dagsordenen: EU (og Vores egen Margrethe Vestager) skrider til handling! Starbucks og Fiat snyder i SKAT. Ikke at det kommer bag på mig. Ikke at det nogensinde overraskede mig eller satte mig i chok. Næ, desværre sad jeg tvært imod og tænkte, at det da næppe kan undre nogen, at det forholder sig sådan, men fint vi får sat lidt fokus på det. “

Hvis ikke store virksomheder som Fiat og Starbucks betaler den skat de skal, så ender regningen altså hos os alle sammen”. Som rapporteren så præcist formulerer det, da Kåre Kvist som seerens repræsentant stiller alle de opklarende spørgsmål: -Ja tak, det har du da fuldstændig ret i! Men det gør regningen altså også, når der så er tale om skattely, der bliver organisererede af mere lovlige veje, som desværre er tilfældet i langt større grad end de bund ulovlige tilfælde. Bevares, jeg kan kun bifalde, at der sættes fokus på Starbucks og Fiats sløve skattebetaling og handel internt i datterselskaber, nu der er tale om ulovlige handlinger! 

Samtidig kan jeg bare ikke lade være, at tænke på alle de skatterabatter og skattely

Samtidig kan jeg bare ikke lade være, at tænke på alle de skatterabatter og skattely, der foregår indenfor de store virksomheder, som ikke kommer frem i lyset, fordi der er mulighed for at gøre det mere eller mindre lovligt uden at skulle dokumentere, hvad der egentlig foregår. Det foregår i større stil end vi nogensinde kan forestille os, og det foregår let og uset, fordi gennemsigtigheden er begravet og regeringerne holder sig for øre og øjne. Og her, Margrethe Vestager, ender regningen i den grad også hos os alle sammen, den eneste forskel er, at vi ikke engang er klar over hvor mange penge der fiser ud af lommerne på os, og vi orker ikke rigtig at tage kampen op.

Men hvad kan vi så egentlig gøre? Hvorfor er det, at regeringer verden over siger ja til skatterabatter for at få store virksomheder ind i landet, når nu det er så åbenlyst dumt rent skattemæssigt? Det kan da godt være at store virksomheder er “god reklame”, at store virksomheder er “en investering i fremtiden” at store virksomheder er “the shit” men det er da en underlig instilling at have rent ansvarsmæssigt fra regeringernes side. En ansvarsforsømmelse der snyder landets borgere for skattekroner og en ansvarforsømmelse overfor egne og mere lokale virksomheder, der betaler mere end ti gange så meget i skat som mange af de større internationale virksomheder gør. Det er ikke fair, det er ikke bæredygtigt og det er svagpisseri.

Så min opfordring

Så min opfordring: Kom lige op på hesten regeringer i EU såvel som i resten af verden! Kom lige ud af hullerne og tag skyklapperne af. Selvom virksomhederne selv bærer en stor del af ansvaret for at betale deres skat, så må vi godt lige sætte os i respekt og vise at vi ikke finder os i hvad som helst.
Og så bliver jeg (og trolden i maven) simpelthen så glade, når den rare indehaver af Riccos Kaffebare til slut i indslaget fortæller, at han ikke ville benytte sig af muligheden for at betale mindre i skat, hvis den bød sig “Jeg opererer her i København og suger på de goder københavn giver mig. Det skal jeg da også være med til at betale for.”

Hurra for folk der tør tage del i det store fælles ansvar. Jeg ved godt, hvor jeg bunder den næste kaffetår.