Dansk Folkepartis hjælpeløshed

Når man ikke vil gøre alvor af at vælte en regering

Når man ikke vil gøre alvor af at vælte en regering, der fører en uacceptabel politik for Danmark, må man tage skade for hjemgæld. Det oplever Dansk Folkeparti allerede nu, mindre end en måned efter det folketingsvalg, der gav Dansk Folkeparti 21,1 procent af stemmerne. To gange er det endda blevet til. Den første var mest et forsøg på skuespil for folket, mens den anden er et klokkeklart nederlag. En ualmindelig dårlig start for Dansk Folkeparti efter valget den 18, juni.

Før det første ville Dansk Folkeparti ”skræmme” eventuelle asylsøgere ved at publicere en video med de nye ”stramninger” af udlændingeloven. Forbilledet skulle være den australske model. Dansk Folkeparti synes imidlertid at have overset et enkelt, afgørende forhold: Australien nægter rent faktisk bådflygtninge asyl i Australien, mens Danmark fortsat står bag den FN’s flygtningekonvention, der som en anden søvngænger vil forandre Danmark til ukendelighed. Hvor meget tror Dansk Folkeparti, at det vil hjælpe at fortælle om nedsatte ydelser, mens porten i øvrigt står vidt åben?

For resten bliver selv det rent deklamatoriske ikke til noget, idet både Venstre og De Konservative afviser at få produceret en video, der skal fortælle, at Danmarks grænser står på vid gab, men dog til nedsat ydelse efter ankomst. Ikke engang det symbolpolitiske fik Dansk Folkeparti altså igennem.

For det andet viser det sig nu, at regeringspartiet Venstre i alt og et vil rette sig efter EU’s regler om sociale ydelser til EU-borgere. Venstre havde ganske vist sagt noget andet i opposition, men politikerleden skal selvfølgelig have en tak til, så den mening er Venstre løbet fra, så stærkt som en hest kan rende, for at tækkes EU.

Dansk Folkeparti hyler skam op over det åbenlyse hykleri fra Venstres side (ikke online). Men Dansk Folkeparti gør intet ved det. Skal vi vædde?

Dansk Folkeparti arbejder sig lystigt hen imod den dag, hvor det går op for tilstrækkeligt mange danskere, at Dansk Folkeparti ikke vil vælte nogen regering, uanset hvor afsindig en politik den fører. Når den dag kommer, må nogle andre jo samle stumperne op.

Tænk, jeg tror, at det bliver Dansk Samling, der skal klinke skårene.

Donald Trump

I går aftes glædede jeg mig over, at Donald Trump i øjeblikket er den mest populære blandt de republikanske kandidater

I går aftes glædede jeg mig over, at Donald Trump i øjeblikket er den mest populære blandt de republikanske kandidater, der forsøger at blive den ene, der skal duellere med – efter al sandsynlighed – Hillary Clinton om at blive USA’ s næste præsident. På facebook skrev jeg om mit indlæg på mortenuhrskov.dk bl.a.:

”Jeg tør ikke love at bifalde samtlige Donald Trumps ideer, men jeg kan garantere mit håb om, at han vil sætte en skræk i livet på de øvrige republikanske kandidater. Jeg håber for øvrigt også, at han vinder nomineringen og senere præsidentvalget i 2016, givetvis mod Hillary Clinton.”

Jeg må tage et noget klarere forbehold, ikke mindst efter at behjertede læsere har fremdraget særligt en af de udtalelser af Donald Trump, som jeg selv burde have fundet frem til.

Donald Trumps udtalelse om republikaneren John McCain er pinlig, idet Trump har sagt, at han kan lide folk, som ikke har været krigsfanger. John McCain var krigsfange i Nordvietnam i næsten seks år, og Genevekonventionen blev ikke overholdt i den anledning. Donald Trumps uacceptable udtalelse faldt, efter at John McCain havde udtalt, at Donald Trump ”fyrede op under de skøre [hos Republikanerne]”.

Så ja, Donald Trumps udtalelse er langt over stregen ved at håne en tidligere krigsfange, der blev skudt ned i sit fly, men det hører også med til historien, at John McCain er en politiker, der synes at have viet en væsentlig del af sin politiske karriere til at give opholdstilladelse og siden statsborgerskab til millioner af illegale indvandrere, et moralsk forkasteligt skridt. Det er ikke et forsvar for Donald Trumps udtalelse om John McCain, men John McCain er ikke en helgen. Tværtimod undergraver John McCain ved sin politik USA som et af verdens rigeste samfund. For lad os lige slå én ting fast:

Latinoerne og den amerikanske katastrofe

Alt for mange danskere og europæere ved det ikke, skønt det er særdeles let at finde ud af, at USA’s udlændingepolitik i mange årtier har været en ulykke for landet. USA er allerede i dag ikke det land, det var i 1965, da præsident Lyndon B. Johnson accepterede at åbne op for alverden. Den illegale indvandring fra Latinamerika, især Mexico, tog samtidig fart, og det foreløbige resultat er katastrofalt.

I 1965 var der i USA en tre-fire procent af befolkningen, der havde deres rødder i Latinamerika. I 2013 var tallet vokset til officielt 17,1 procent. Tælles de illegale med, er det over 20 procent. I 2050 vil antallet af latinoer (hispanics i de officielle statistikker) i udgøre i omegnen af 28 procent.

I min bog Indvandringens pris har jeg et kapitel om USA’s kurs og dens konsekvenser. Jeg udstillede endvidere for ganske nylig Weekendavisens USA-korrespondent Klaus Wivel, efter at Klaus Wivel havde skrevet det rene sludder om latinoernes økonomiske præstationer. Se her og her. Klaus Wivel endte med ikke at kunne svare igen. Ikke så mærkeligt, når nu samtlige statistiske data viser, at latinoer i gennemsnit klarer sig langt ringere end hvide amerikanere og endnu ringere i forhold til asiatiske amerikanere. Tallene taler deres meget tydelige sprog om en supermagt på vej ned.

Tilbage til Donald Trump

Hvis Donald Trump ikke kan finde ud af at tale ordentligt, vil det svie til ham selv. Det vil også være velfortjent, idet der ikke er nogen undskyldning for ikke at udtrykke sig sobert og redeligt. Det ændrer ikke ved, at jeg med interesse vil følge en republikansk kandidat, der for første gang i årtier, måske nogensinde, taler om de enorme og næsten skræmmende uløselige problemer, som USA står med.

Jeg opfordrer gerne til, at man kritiserer Donald Trumps sprogbrug sønder og sammen, hvis han ikke kan finde ud af at sige det indlysende på en ordentlig måde. Jeg gør samtidig opmærksom på, at det er bevist uden for al tvivl, at USA’s nuværende kurs er katastrofal, og at den vil forandre USA til et tredjeverdensland på længere og længere stræk.

USA har mere end nogensinde brug for politikere, der fatter alvoren. Jeg kan kun håbe, at Donald Trump magter opgaven. Kan han ikke, må andre gøre det. Ellers er der i sandhed kun Gud til at hjælpe USA, og det ser for nærværende ikke ud til at række.

Hjælper nedsatte ydelser?

Hvem har umiddelbart mest ret, Inger Støjberg eller Zenia Stamperne?

Jeg hælder indtil videre, måske overraskende for nogle, til, at de ansvarsløse har ret meget ret i, at nedsatte ydelser kun vil have en begrænset effekt på massetilstrømningen til Danmark. Alle konventioner overholdes, og det vel at mærke med en fortolkning af disse konventioner, der er lig kulturelt selvmord. Alle i den vide verden kan troppe op ved den danske grænse og udtale ordet asyl, og vupti, har den danske stat forpligtet sig selv til at bevise, at den pågældende ikke er i fare og såmænd også, at vedkommende ikke bor i et land i krig, eller i et land med en meget lang militærtjeneste, eller i et land med…

Det kræver ikke nogen videre veludviklet fantasi at regne ud

Det kræver ikke nogen videre veludviklet fantasi at regne ud, at der med ca. 60 millioner flygtninge for nærværende ikke er nogen rimelig grund til at tro, at asylstrømmen til Danmark vil falde betragteligt, blot fordi den skatteyderbetalte ydelse nedsættes. Til Politiken siger en i øvrigt politisk korrekt forsker ude på overdrevet Martin Lemberg-Pedersen meget rigtigt følgende:

”I for eksempel Tyskland modtager asylansøgere meget mindre ydelser end i Danmark. Alligevel modtager Tyskland mange flere flygtninge, end Danmark gør. Hvordan vil man forklare det udelukkende via størrelsen af ydelser?”

Han har da vist en pointe, den gode forsker. Tyskland påregner at modtage 450.000 asylsøgere i 2015. Tysklands befolkning er ca. 15 gange større end Danmarks. Selv når dette forhold medtænkes, svarer 450.000 til 30 gange det antal, som Danmark modtog i 2014, nemlig knap 15.000.

Så nej, Inger Støjberg, og I andre

Så nej, Inger Støjberg, og I andre. De nedsatte ydelser vil ikke få asylstrømmen til at falde væsentligt. Dertil er Europas nærområder i enten kaos eller bare så meget fattigere, at det uanset ydelsens størrelse er voldsomt attraktivt at søge hertil…så længe vi giver lov til det.

Kun et fuldstændigt stop for asylsøgere hen over Middelhavet kan standse den kulturelle og økonomiske ødelæggelse af Europa, der finder sted i disse år. Det vil Inger Støjberg snart sande, og så får hun og de borgerlige partiet et alvorligt forklaringsproblem.

Quo vadis, Europa?

Når man ved bare noget om udviklingen

Når man ved bare noget om udviklingen, når man kender blot nogle af tallene for verdens skæve gang, bliver man ganske stum. Så ved man, at vi er på vej mod kaos i Europa, og for så vidt er kaos her allerede, men tro mig, når jeg siger, at vi slet ikke har set det værste. Slet, slet ikke. Med mindre naturligvis, at alvoren meget snart går op for vore politikere.

Indtil for kort tid siden forekom det vel de fleste, at presset mod Europa først og fremmest kom fra den muslimske verden, især den arabiske verden. Det er sandelig heller ikke forkert, at millioner og atter millioner arabere kunne tænke sig at komme til Europa. Man kan ikke fortænke dem i det, når man ser på den mængde fejlslagne stater, som denne del af verden huser. Men man kan bebrejde vore ansvarsløse politikere i at tillade, at så mange af dem kommer op til os.

Afrika er problemet

Det er ikke først og fremmest fra de arabiske lande, at truslen mod Europa består. Vi skal lidt længere sydpå. Det afrikanske kontinents befolkning vokser med en hast så uhyggelig, at håndfladerne bliver klamme. Om sølle 35 år, i 2050, spås kontinentet at huse rystende 2,4 milliarder mennesker (mod ca. 1,2 milliarder i dag) og i år 2100 4,2 milliarder. Der er selvfølgelig tale om skøn, der kan ændre sig lidt op eller ned, men fortsætter udviklingen, er det det niveau, vi taler om.

Et kig på de afrikanske landes BNP siger langt det meste. Det er det købekraftkorrigerede BNP, der er relevant, da det bedste afspejler, hvad man rent faktisk kan købe for sine penge. Samtlige afrikanske lande bliver på den måde rigere pr. indbygger. Eftersom lønningerne er lave, kan de fleste varer også købes relativt billigt.

På trods af dette er billedet mistrøstigt. Kun tre afrikanske lande havde i 2014 et købekraftkorrigeret BNP på mere end 20.00 dollars pr. indbygger. I Europa har 30 lande et købekraftkorrigeret BNP på mere end 20.000 dollars pr. indbygger. Så mange som 22 afrikanske lande har et ekstremt lavt BNP på under 2.000 købekraftkorrigerede dollars pr. indbygger.

Den økonomiske vækst i Afrika syd for Sahara lå i 2014 på 4,5 procent. Da befolkningerne i gennemsnit vokser med ca. 2,6 procent, bliver der mere til den enkelte, men det er slet, slet ikke nok til at holde afrikanerne hjemme. Selv i et så relativt velfungerende land som Senegal ønsker en stor del af de unge at udvandre til Europa.

Quo vadis, Europa?

Hvor går du hen, Europa? Hvis Europa tillader blot lad os sige en fjerdedel alene af stigningen i den afrikanske befolkning frem mod år 2015, taler vi om 300 millioner mennesker. Et sådant tal er ikke urealistisk, idet presset mod Europas grænser må antages bare at vokse og vokse i de kommende år. Sker dette, er Europa de facto død og borte som hjemland for europæerne. En lille overklasse kan leve i indhegnede områder, mens de er vidner til, at middelklassen bliver mindre og mindre. Vold, kultursammenstød og tab af uoprettelig tillid vil blive normen.

Det er fuldstændigt sikkert, at det vil gå nogenlunde sådan, hvis Europa fortsætter med at tillade millioner af indvandrere at tage hertil. Årtiers erfaringer fortæller, at det vil blive sådan, ”bare” i meget større skala.

Hvordan de europæiske politikere indtil videre går i spidsen for et sådant moralsk forræderi mod de europæiske folk, er gådefuldt.

VELFÆRD MED PISK, UDEN NOSSER

For to uger siden gik jeg på Nørreport station på vej mod S-toget

For to uger siden gik jeg på Nørreport station på vej mod S-toget. Foran Irma står der en hjemløs og råber energisk op om at købe avisen, med friske paroler. Ikke på nogen irriterende måde. Som fundraiser bag en telefon og som én der adskillige gange har stået på gader og stræder og delt flyers ud, fik jeg respekt for ham. Han brød min mandags-ignorance og min iver for at komme hjem. Jeg stoppede op, og gik hen til ham: ”Jeg vil sgu egentlig godt købe en avis”, og stak den i siden på skoletasken. Ja, der er vel ingen grund til at skjule, når man har snøvlet sig sammen til at købe Hus Forbi. 

Jeg satte mig i toget og begyndte at læse. Skimmede de første sider hurtigt. Og så minsandten på side 5: ”Skat klipper de skaldede”. Undertitlen sagde det hele: ”Mens aktieejere uhindret har kunnet snyde for 6,2 milliarder kroner, holder SKAT kort snor i socialt udsatte med gæld til det offentlige – endda hjemløse, som sidder i fængsel”. Jeg har lavet kampagne og advokeret mod skattely. Jeg har en mor, som arbejder i SKAT og som tydeligt har været frustreret over den evigt overhængende trussel om fyring, selvom hun og hendes kolleger udmærket vidste, hvordan de hver især hev deres løn hjem til SKAT flere gange. Og min mor har været frustreret når småbeløb under 100kr. skulle håndteres på lige fod med langt højere beløb. 

Foran mig læser jeg nu med stor iver en artikel, der oplyser at SKAT går efter 185.000 danskere vurderet helt uden betalingsevne nu og i fremtiden. Den siger videre, hvordan man har tvangsinddrevet gæld fra kontanthjælpsmodtagere i strid med reglerne. Det understreges meget sigende med artiklens illustration. To skattemedarbejdere fryder sig over at have pågrebet en lille dreng, der har snuppet et æble, men bag ryggen på dem står to jakkesæt og saver flere træer ned. Lastvognen røber, hvor godset ender: ”Schnyd og Humbug, Cayman Islands”. 

Artiklen påpeger hvordan politikerne har skåret ned på SKAT fordi de ikke har haft kendskab til området, så de har kunnet håndtere det rigtigt. Nu står vi så i suppedasen. De dengang 6,2mia. kr. er blevet til mindst 9 milliarder. Fordi man ikke har kunnet nosse sig sammen til at gå efter de steder, hvor de store penge er. Fordi man har helliget virksomheder enten af frygt eller simpelthen fordi, at man har større tillid til et sort jakkesæt end en sort hus forbi jakke. 

Jeg bliver møgfrustreret over at vide at man i årevis har gjort en stor indsats ud af at jagte de små, de som har nok problemer i forvejen, og som vores indbetalte SKAT egentlig burde er her for at hjælpe videre i stedet. Samtidig har politikere skåret ned på inddrivelsen og man har ikke turdet og ikke haft ressourcer til at prioritere at gå de store virksomheder på klingen. De, som flytter milliarder væk fra fællesskabet, mens de går diskret til håndvasken og får en manicure oveni. Prioriteringen er forkert, den er forkastelig. Den må ændres. 

Her til morgen så jeg skatteministeren i Go’ morgen Danmark. Jeg glæder mig meget over takterne. Skatteminister Karsten Lauritzen slog fast, at SKAT skal gå efter de steder, hvor der er mange penge at hente og mindre om de bittesmå beløb. Enheden der holder øje med multinationale virksomheder er opgraderet fra 15 til 50 ansatte. Mange penge er tabt og meget skal ændres i SKAT. Der er håb for et mere retfærdigt system. Minister, SKAT og de store skattesnydere især: 

Vi, folket, vi holder øje med jer.

HVOR BLEV DE VISIONÆRE POLITIKERE AF?!

JEG ER TRÆT AF FLYGTNINGE

Den seneste tid har der været meget debat om flygtninge og deres påvirkning på Danmark

Den seneste tid har der været meget debat om flygtninge og deres påvirkning på Danmark. Om hvor meget de fylder, hvad de ikke vil spise og hvor de ikke vil bo.

Personligt er jeg træt af flygtninge. Træt af, vi bruger milliarder på bistand, når hundredtusind mangler job. Træt af, vi skal huse dem, når unge må bo hos bekendte, når de starter på studiet. Træt af at bespise dem, når ældre får vakuumpakket mad.

Så jeg tænkte på, vi burde stoppe med at skabe flygtninge?

Med krig, skattesvindel og forurening af klimaet træffer enkelte personer valg, der skaber millioner af flygtninge. De starter krige i Irak, hvor fattigdom, sult og mismod bliver tilbage, når bombernes ekko stopper. De snyder i skat, så hver indsamlet krone vi sender til Ghana hilser på syv kroner på vej hjem til rigmændenes skattely. De ødelægger klimaet, så folk i Bangladesh må se deres huse stå under vand. Noget, ingen ønsker, men vi alligevel accepterer.

Vil vi stoppe flygtningestrømmen, må vi stille bagmændene til ansvar og gøre op med deres metoder. Her taler jeg om de i mængden af oliefirmaer, politikere, milliardærer eller andre, som måtte skjule sig bag pæne, men misledende ord som ”jobskaber”, ”skattehul” og ”nødvendighed”. De sande ord er ”pengegrisk”, ”svindel” og ”krig”. Vi må gå fra krig til diplomati. Fra olie til vind. Fra uret til ret.

Jeg er træt af flygtninge. Ikke fordi de ikke er gode mennesker og vi ikke har plads. Ikke fordi det ikke er det eneste rigtige at gøre. Men fordi de minder mig om, at valg og handlinger har nogle frygtelige og meget reelle konsekvenser. Skattesnyd har konsekvenser. Udnyttelse af fattige lande har konsekvenser. Sort industri har konsekvenser. Krig har konsekvenser. Jeg ville ønske for Danmark, at vi begyndte at kræve de rigtige handlinger og fik mindre at blive mindet om. At vi ikke blev brugt som nikkedukker. At vi stillede bagmænd til ansvar i stedet for ofre; George Bush, Shell og Lehman Brothers i stedet for de millioner af mennesker, der nu er flygter.

For uanset hvor træt jeg er af flygtninge – så ville jeg være langt mere træt af at være på flugt.