Quo vadis, Europa?

Når man ved bare noget om udviklingen

Når man ved bare noget om udviklingen, når man kender blot nogle af tallene for verdens skæve gang, bliver man ganske stum. Så ved man, at vi er på vej mod kaos i Europa, og for så vidt er kaos her allerede, men tro mig, når jeg siger, at vi slet ikke har set det værste. Slet, slet ikke. Med mindre naturligvis, at alvoren meget snart går op for vore politikere.

Indtil for kort tid siden forekom det vel de fleste, at presset mod Europa først og fremmest kom fra den muslimske verden, især den arabiske verden. Det er sandelig heller ikke forkert, at millioner og atter millioner arabere kunne tænke sig at komme til Europa. Man kan ikke fortænke dem i det, når man ser på den mængde fejlslagne stater, som denne del af verden huser. Men man kan bebrejde vore ansvarsløse politikere i at tillade, at så mange af dem kommer op til os.

Afrika er problemet

Det er ikke først og fremmest fra de arabiske lande, at truslen mod Europa består. Vi skal lidt længere sydpå. Det afrikanske kontinents befolkning vokser med en hast så uhyggelig, at håndfladerne bliver klamme. Om sølle 35 år, i 2050, spås kontinentet at huse rystende 2,4 milliarder mennesker (mod ca. 1,2 milliarder i dag) og i år 2100 4,2 milliarder. Der er selvfølgelig tale om skøn, der kan ændre sig lidt op eller ned, men fortsætter udviklingen, er det det niveau, vi taler om.

Et kig på de afrikanske landes BNP siger langt det meste. Det er det købekraftkorrigerede BNP, der er relevant, da det bedste afspejler, hvad man rent faktisk kan købe for sine penge. Samtlige afrikanske lande bliver på den måde rigere pr. indbygger. Eftersom lønningerne er lave, kan de fleste varer også købes relativt billigt.

På trods af dette er billedet mistrøstigt. Kun tre afrikanske lande havde i 2014 et købekraftkorrigeret BNP på mere end 20.00 dollars pr. indbygger. I Europa har 30 lande et købekraftkorrigeret BNP på mere end 20.000 dollars pr. indbygger. Så mange som 22 afrikanske lande har et ekstremt lavt BNP på under 2.000 købekraftkorrigerede dollars pr. indbygger.

Den økonomiske vækst i Afrika syd for Sahara lå i 2014 på 4,5 procent. Da befolkningerne i gennemsnit vokser med ca. 2,6 procent, bliver der mere til den enkelte, men det er slet, slet ikke nok til at holde afrikanerne hjemme. Selv i et så relativt velfungerende land som Senegal ønsker en stor del af de unge at udvandre til Europa.

Quo vadis, Europa?

Hvor går du hen, Europa? Hvis Europa tillader blot lad os sige en fjerdedel alene af stigningen i den afrikanske befolkning frem mod år 2015, taler vi om 300 millioner mennesker. Et sådant tal er ikke urealistisk, idet presset mod Europas grænser må antages bare at vokse og vokse i de kommende år. Sker dette, er Europa de facto død og borte som hjemland for europæerne. En lille overklasse kan leve i indhegnede områder, mens de er vidner til, at middelklassen bliver mindre og mindre. Vold, kultursammenstød og tab af uoprettelig tillid vil blive normen.

Det er fuldstændigt sikkert, at det vil gå nogenlunde sådan, hvis Europa fortsætter med at tillade millioner af indvandrere at tage hertil. Årtiers erfaringer fortæller, at det vil blive sådan, ”bare” i meget større skala.

Hvordan de europæiske politikere indtil videre går i spidsen for et sådant moralsk forræderi mod de europæiske folk, er gådefuldt.