De liberale venstrefolk har knapt nok snøret de nyindkøbte ministersko, før man stolt begærer, hvordan man vil deportere offentligt ansatte til områder af Danmark, der åbenbart er så øde-lagte, at ingen af fri vilje formodes at ville tilbringe tilværelsen her. Man skulle næsten tro, at Danmarks Liberale parti har ladet sig inspirere af sovjetisk model i sin seneste politikudvikling. Uden hensyn til de grundlæggende liberale værdier, de ellers ynder at lovprise, vil man lade staten diktere, hvordan samfundet skal arrangeres og fungere. Hvor er frihedstanken i det, Venstre?
Det tungeste argument synes at være, at det blev lovet under valgkampen, og med fuld skrue på ironien må jeg medgive, at det da er et ganske godt argument. Nogle mener endda at hævde, at det kan være et eksotisk eventyr for de kommende ’deporterede’ statslige ansatte at stifte bekendtskab med ’udkanten’, hvilket jeg fristes til at indrømme, er et, om muligt, endnu bedre argument.
Rationalet er, at man ved udflytning af en række statslige institutioner kan kurere den politiske hovedpine, at Danmark eftersigende er ved at blive delt i to. Man vil yde bistand i store områder, der i folkemunde går under navnet ’Udkantsdanmark’, for at sikre deres grundlæggende overlevelse. En tankegang, man sjovt nok helt har afskrevet, når det gælder diskussionen om ulandsbistand.
Man vil reparere sprækkerne, før Danmark knækker over i to
Politikerne mener imidlertid, at den truende opsplitning af et ellers engang så yndigt land, kan og skal kureres ved at flytte en række statslige arbejdspladser til yderkanten. Og helst skal hele denne såkaldte ’udflytning’ gå hurtigt, som det gør, når symbolpolitik er bedst. Men det virker hverken konstruktivt eller politisk bæredygtigt. Liberalismen prædiker, at frihed skaber det bedste samfund, men hvis man tvangsallokerer ikke blot institutioner, men også mennesker, på steder, hvor staten finder det mest fornuftigt, underminerer man ikke blot friheden, man risikerer også, at projektet slår fejl: Man risikerer, at de dygtige mennesker, man forsøger at flytte, ikke vil med. Man risikerer, at medarbejderne bliver tilbage, og institutionerne således udvikles til en slags pseudo-styrelser, hvor hverken de lokale ansatte eller de magtfulde i centraladministrationen kan redde dem.
Og tager man de direkte omkostninger forbundet med en praktisk flytning samt maratonlange perioder med oplæring og forsøg på rekruttering af kvalificeret arbejdskraft, er det svært at overskue, ikke bare hvornår sociale, funktionelle og økonomiske udgifter er dækket, men hvornår det decentrale statsapparat igen vil fungere optimalt.
Der er videnskabelig belæg for, at udflytning af nogle styrelser kan udvikle positiv synergi mellem uddannelsesinstitutioner, det private erhvervsliv og den offentlige administration, men det er afgørende, at man formår at angive, at der ligger faglige synspunkter til grund for udflytningerne.
Man skal ikke blot flytte arbejdspladser til udkanten, fordi man er bange for, at dem, der bor uden for København – eller i bedste tilfælde Storkøbenhavn, føler sig uden for. Man burde i stedet forsøge at integrere udkant og center, således at sammenhængskraften styrkes, og det samlede Danmark bliver rigere. Det gøres ikke bedst med en hurtig symbolpolitisk beslutning, men derimod ved at lytte til det, befolkningen i virkeligheden vil have: Langsigtet, løsningsorienteret politik!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar