fredag den 26. januar 2018

JEG ER TRÆT AF FLYGTNINGE

Den seneste tid har der været meget debat om flygtninge og deres påvirkning på Danmark


Den seneste tid har der været meget debat om flygtninge og deres påvirkning på Danmark. Om hvor meget de fylder, hvad de ikke vil spise og hvor de ikke vil bo.
Personligt er jeg træt af flygtninge. Træt af, vi bruger milliarder på bistand, når hundredtusind mangler job. Træt af, vi skal huse dem, når unge må bo hos bekendte, når de starter på studiet. Træt af at bespise dem, når ældre får vakuumpakket mad.
Så jeg tænkte på, vi burde stoppe med at skabe flygtninge?
Med krig, skattesvindel og forurening af klimaet træffer enkelte personer valg, der skaber millioner af flygtninge. De starter krige i Irak, hvor fattigdom, sult og mismod bliver tilbage, når bombernes ekko stopper. De snyder i skat, så hver indsamlet krone vi sender til Ghana hilser på syv kroner på vej hjem til rigmændenes skattely. De ødelægger klimaet, så folk i Bangladesh må se deres huse stå under vand. Noget, ingen ønsker, men vi alligevel accepterer.
Vil vi stoppe flygtningestrømmen, må vi stille bagmændene til ansvar og gøre op med deres metoder. Her taler jeg om de i mængden af oliefirmaer, politikere, milliardærer eller andre, som måtte skjule sig bag pæne, men misledende ord som ”jobskaber”, ”skattehul” og ”nødvendighed”. De sande ord er ”pengegrisk”, ”svindel” og ”krig”. Vi må gå fra krig til diplomati. Fra olie til vind. Fra uret til ret.
Jeg er træt af flygtninge. Ikke fordi de ikke er gode mennesker og vi ikke har plads. Ikke fordi det ikke er det eneste rigtige at gøre. Men fordi de minder mig om, at valg og handlinger har nogle frygtelige og meget reelle konsekvenser. Skattesnyd har konsekvenser. Udnyttelse af fattige lande har konsekvenser. Sort industri har konsekvenser. Krig har konsekvenser. Jeg ville ønske for Danmark, at vi begyndte at kræve de rigtige handlinger og fik mindre at blive mindet om. At vi ikke blev brugt som nikkedukker. At vi stillede bagmænd til ansvar i stedet for ofre; George Bush, Shell og Lehman Brothers i stedet for de millioner af mennesker, der nu er flygter.
For uanset hvor træt jeg er af flygtninge – så ville jeg være langt mere træt af at være på flugt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

De røde medier

Videnskabeligt bevist Videnskabeligt bevist er det ikke, men en netundersøgelse i avisen.dk to dage før valget med næsten 10.000 deltagend...