fredag den 26. januar 2018

Donald Trump


I går aftes glædede jeg mig over, at Donald Trump i øjeblikket er den mest populære blandt de republikanske kandidater

I går aftes glædede jeg mig over, at Donald Trump i øjeblikket er den mest populære blandt de republikanske kandidater, der forsøger at blive den ene, der skal duellere med – efter al sandsynlighed – Hillary Clinton om at blive USA’ s næste præsident. På facebook skrev jeg om mit indlæg på mortenuhrskov.dk bl.a.:
”Jeg tør ikke love at bifalde samtlige Donald Trumps ideer, men jeg kan garantere mit håb om, at han vil sætte en skræk i livet på de øvrige republikanske kandidater. Jeg håber for øvrigt også, at han vinder nomineringen og senere præsidentvalget i 2016, givetvis mod Hillary Clinton.”
Jeg må tage et noget klarere forbehold, ikke mindst efter at behjertede læsere har fremdraget særligt en af de udtalelser af Donald Trump, som jeg selv burde have fundet frem til.
Donald Trumps udtalelse om republikaneren John McCain er pinlig, idet Trump har sagt, at han kan lide folk, som ikke har været krigsfanger. John McCain var krigsfange i Nordvietnam i næsten seks år, og Genevekonventionen blev ikke overholdt i den anledning. Donald Trumps uacceptable udtalelse faldt, efter at John McCain havde udtalt, at Donald Trump ”fyrede op under de skøre [hos Republikanerne]”.
Så ja, Donald Trumps udtalelse er langt over stregen ved at håne en tidligere krigsfange, der blev skudt ned i sit fly, men det hører også med til historien, at John McCain er en politiker, der synes at have viet en væsentlig del af sin politiske karriere til at give opholdstilladelse og siden statsborgerskab til millioner af illegale indvandrere, et moralsk forkasteligt skridt. Det er ikke et forsvar for Donald Trumps udtalelse om John McCain, men John McCain er ikke en helgen. Tværtimod undergraver John McCain ved sin politik USA som et af verdens rigeste samfund. For lad os lige slå én ting fast:

Latinoerne og den amerikanske katastrofe

Alt for mange danskere og europæere ved det ikke, skønt det er særdeles let at finde ud af, at USA’s udlændingepolitik i mange årtier har været en ulykke for landet. USA er allerede i dag ikke det land, det var i 1965, da præsident Lyndon B. Johnson accepterede at åbne op for alverden. Den illegale indvandring fra Latinamerika, især Mexico, tog samtidig fart, og det foreløbige resultat er katastrofalt.
I 1965 var der i USA en tre-fire procent af befolkningen, der havde deres rødder i Latinamerika. I 2013 var tallet vokset til officielt 17,1 procent. Tælles de illegale med, er det over 20 procent. I 2050 vil antallet af latinoer (hispanics i de officielle statistikker) i udgøre i omegnen af 28 procent.
I min bog Indvandringens pris har jeg et kapitel om USA’s kurs og dens konsekvenser. Jeg udstillede endvidere for ganske nylig Weekendavisens USA-korrespondent Klaus Wivel, efter at Klaus Wivel havde skrevet det rene sludder om latinoernes økonomiske præstationer. Se her og her. Klaus Wivel endte med ikke at kunne svare igen. Ikke så mærkeligt, når nu samtlige statistiske data viser, at latinoer i gennemsnit klarer sig langt ringere end hvide amerikanere og endnu ringere i forhold til asiatiske amerikanere. Tallene taler deres meget tydelige sprog om en supermagt på vej ned.

Tilbage til Donald Trump

Hvis Donald Trump ikke kan finde ud af at tale ordentligt, vil det svie til ham selv. Det vil også være velfortjent, idet der ikke er nogen undskyldning for ikke at udtrykke sig sobert og redeligt. Det ændrer ikke ved, at jeg med interesse vil følge en republikansk kandidat, der for første gang i årtier, måske nogensinde, taler om de enorme og næsten skræmmende uløselige problemer, som USA står med.
Jeg opfordrer gerne til, at man kritiserer Donald Trumps sprogbrug sønder og sammen, hvis han ikke kan finde ud af at sige det indlysende på en ordentlig måde. Jeg gør samtidig opmærksom på, at det er bevist uden for al tvivl, at USA’s nuværende kurs er katastrofal, og at den vil forandre USA til et tredjeverdensland på længere og længere stræk.
USA har mere end nogensinde brug for politikere, der fatter alvoren. Jeg kan kun håbe, at Donald Trump magter opgaven. Kan han ikke, må andre gøre det. Ellers er der i sandhed kun Gud til at hjælpe USA, og det ser for nærværende ikke ud til at række.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

De røde medier

Videnskabeligt bevist Videnskabeligt bevist er det ikke, men en netundersøgelse i avisen.dk to dage før valget med næsten 10.000 deltagend...